Fundamental analyse

Fundamental analyse: Guide til valg af aktier – Sådan vælger du rigtigt!

Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvilke aktier der er værd at købe. Som investor bør du lære dig selv de værktøjer, der gør dig i stand til selv at vurdere og analysere en aktie. Det behøves ikke at være i en overdrevet forstand, men tit kan selv enkelte værktøjer, gøre en stor forskel i måden aktien anskues. I dette indlæg ser vi på fundamental analyse af aktier.

Hvad er fundamental analyse?

Fundamental analyse er sammen med teknisk analyse to populære analysemetoder. De kan bruges til flere forskellige analyseformål. I dette tilfælde ses det i perspektivet at aktier.

Ved fundamental analyse af en aktie, vurderer du som investor virksomheden på baggrund af en række faktorer. Disse kan klassisk deles op i to, nemlig kvalitative og kvantitative.

De kvantitative faktorer er alt det, der kan gøres op i konkrete tal. Det kan være omsætning eller salgstal. Omvendt vil de kvalitative værdier være alt det ‘bløde’, der ikke kan gøres op i tal. Eksempelvis markedsudviklingen, konkurrence, ledelse eller virksomhedens strategi. 

Tidshorisont ved fundamental analyse

Ved fundamental analyse vurderes virksomheden primært på baggrund af resultaterne, baseret på nøgletal fra regnskabet, samt forventninger til blandt andet ledelsen, markedet og fremtiden for branchen generelt.

Når du ser nærmere på disse faktorer, så kan det være en god idé at vurdere virksomhedens udvikling over flere år. Hvordan er tendensen over de seneste 5 år? Er selskabet i fremdrift, eller ser det skidt ud i regnskaberne?

Når du foretager dine investeringer på baggrund af fundamental aktieanalyse, vil det ligeledes være på baggrund af dine forventninger til virksomhedens præstation i fremtiden. Af samme grund egner fundamental analyse af aktieselskaber sig bedst til investering over en mellem- til lang tidshorisont. 

Vurdering af aktieselskaber

Med ovenstående på plads, er det tid til at se lidt nærmere på vores analyse af den enkelte aktie. Hvor dybdegående du analyserer dine investeringer, er op til dig og dit niveau som investor. Formålet med indlægget her er, at give dig et overblik. Du får altså en værktøjer som du kan vælge at bruge, til at se nærmere på relevante faktorer i den enkelte aktie.

Selve analyseringen af aktien og dermed aktieselskabet bag, kan overordnet opdeles i to dele som tidligere nævnt. Når vi ser nærmere på selskabet, så kan de faktorer vi ser nærmere på, opdeles i henholdsvis kvantitative og kvalitative faktorer.

Kvantitative = Hårde værdier som tal eller værdier.

Kvalitative = Bløde værdier som ledelse, strategi, brand, markedet m.m.

Regnskabsanalyse

Kvantitativt: Aktieselskabets resultater i tal

Første del af vores analyse, tager udgangspunkt i de kvantitative faktorer. Det er altså alle de ting i virksomheden, der kan måles i form af konkrete tal. Som investor finder du typisk denne type af tal, i virksomhedens årsopgørelse / årsrapport. Til tider opgives de væsentligeste tal ligeledes der hvor du køber dine aktier. Som udgangspunkt er årsrapporten dog et godt sted. I en klassisk årsrapport vil du kunne finde følgende: 

  • Balance: Opdeles i aktiver og passiver. Beskriver overordnet hvad virksomheden ejer, samt hvordan dette er finansieret ved enten gæld (lån), eller egenkapital.
  • Resultatopgørelse: Viser præstation i form af resultater. Indholder selskabets omsætning, indtjening, omkostninger. Her kan du ofte sammenligne tal flere år bagud.
  • Pengestrømsopgørelse: Viser hvordan pengene har bevæget sig ind og ud af selskabet. Opdeles i finansieringsaktivitet, driftsaktivitet samt investeringsaktivitet.
  • Ledelsesberetning: En beretning / kommentar fra ledelsen, omkring virksomhedens resultater og den nuværende situation. 

Som investor kan det være både interessant og nødvendigt,  at dykke ned i regnskabet på en virksomhed. I de næste par afsnit gennemgåes de vigtigste redskaber, til fundamental analyse af et aktieselskabs resultater og nøgletal. 

Indkomst pr. aktie (Earning per share - EPS)

Udregning af EPS: Resultat efter skat / antal aktier

Earning per share udregnes ved at dividere selskabets resultat efter skat, med det totalt antal af udstedte aktier i virksomheden. Tallet viser dig selskabets indkomst pr. aktie, hvilket indikerer der er overskud i virksomheden, hvis resultatet altså er positivt. 

Ved at sammenligne EPS over flere år kan du se hvilken retning virksomhedens indkomst bevæger sig i. Har de svært ved at tjene penge? Så vil EPS være faldende.

Vær opmærksom på at det totale antal af aktier kan ændre sig, hvorfor du ikke kan stole blindt på dette nøgletal.

Aktiens indre værdi (Book Value - BV)

Udregning af indre værdi: Egenkapital / antal aktier

Den indre værdi kaldes ligeledes for book value. Ved at dividere virksomhedens egenkapital med antallet af aktier, får vi indsigt i, hvor meget egenkapital vi får del i, ved at eje en enkelt aktie. 

Virksomhedens egenkapital er det som virksomheden er værd, hvis den solgte alt hvad den ejede, og betalte sin gæld. Altså er det i teorien virksomhedens værdi på “bunden”. Det er altså godt hvis egenkapitalen stiger!

Virksomhedens indre værdi kan sammenlignes med den aktuelle kurs, for at vurdere aktiens egentlige værdi, kontra dens book value – altså om en aktie er over eller undervurderet i skrivende stund.

Kurs / indre værdi - K/I (Price / Book Value - P/BV)

Sammenligning af aktiekurs med den indre værdi

Her sættes aktiekursen over for den indre værdi. Altså ser vi helt konkret på prisen teoretisk, sammenlignet med den reelle pris. Som investor kan du her få et billede af, om aktien er “dyr” eller “billig”. 

Du bør sammenligne dette resultat med konkurrerende virksomheder, for at få en bedre indikation. Ligeledes bør resultatet ses i forhold til selskabets forrentningsevne. Er kursen højt, set i forhold til den indre værdi? Så skyldes dette at investorerne har en stor tiltro til aktiens fremtid. Det kan være i form af produkter, øgede resultater eller ny ledelse.

Selskabets soliditetsgrad

Udregning af soliditetsgrad: Egenkapital * 100 / antal aktiver

Selskabets soliditetsgrad kommer til udtryk i procent og udregnes ved at gange egenkapitalen med 100, hvorefter dette divideres med antallet af aktiver.

Selskabets soliditet giver dig som investor et billede af, hvor solid virksomheden er. Procenttallet viser dig, hvor stor en del af virksomhedens aktiver, der er financieret ved hjælp af egen kraft (egenkapitalen). 

Lander tallet på 100%? Så betyder det altså omvendt, at selskabet ingen gæld har i forbindelse med financiering af deres aktiver. Gæld er dog helt normalt i aktieselskaber. 

Hvor stor en del der financieres via egenkapitalen, er ofte afhængigt af branchen. Frem for at sammenligne virksomheder på kryds og tværs, kan det derfor være en god ide at sammenligne konkurrenter på samme område – på denne måde får du som investor et billede af, hvad der egentlig er “normalt”.

Ligesom med ovenstående nøgletal, kan dette ligeledes sammenlignes over en længere periode. Formålet med dette vil være at undersøge, om virksomhedes styrkes eller svækkes. I perioder med lave renter, er fremmedkapital dog ikke nødvendigvis dårligt.

Selskabets rentabilitet

Udregning af ROE: Resultat efter skat / egenkapital * 100
Udregning af EBIT margin: Resultat før finansielle poster / omsætning * 100

Selskabets rentabilitet fortæller dig overordnet hvor meget værdi virksomheden skaber for vores investerede penge.  Vækster virksomheden meget og er de dygtige til at eksekvere deres strategi? Så vil dette medføre et stigende overskud, hvilket vil medføre en stigning i kursen på vores aktier. Netop rentabiliteten er noget af det vigtigste at vurdere, ved investering i en aktie.

ROE står for return on equity, hvilket på dansk oversættes til egenkapitalforrentningen.
Den udregnes ved at dividere resultatet efter skat med egenkapitalen, hvorefter dette ganges med 100. Resultatet giver dig et svar på, hvor mange procent virksomheden får tilbage på investeringen af deres egenkapital.

Sammenlign gerne tallet med andre virksomheder fra samme branche. Hvem er bedst til at forrente deres kapital? Se gerne dette i et større perspektiv, over flere år.

EBIT margin oversættes til overskudsgrad. Denne viser i procent, hvor stor en del af virksomhedens omsætning der bliver til overskud. Tallet findes ved at dividere resultatet før finansielle poster (EBIT) med omsætningen, hvorefter dette ganges med 100.

Som investor kan du bruge tallet som en indikation for, hvor gode aktieselskabet er til, at kontrollere deres omkostninger. Du kan ligeledes sammenligne dette tal med konkurrenter i samme branche, eller se udviklingen over en længere periode. Viser evnen til at kontrollere omkostningerne. 

Viser også hvor god en investering virksomheden er. Har virksomheden en højere overskudsgrad end konkurrenterne? Så står de stærkere. Skal ses over en længere periode! Kan ligeledes perspektiveres til ledelsen.  

P/E Værdi (Price / Earnings - P/E Ratio)

Udregning af P/E Værdi: Aktiekurs / resultat efter skal per aktie (EPS)

P/E værdien er et populært nøgletal. Det udregnes ved at dividere aktiekursen med resultatet efter skat pr. aktie (EPS). Resultatet du får, viser dig hvor meget du som investor, skal betale for en krones overskud i virksomheden.

Er P/E værdien på 10? Så betaler du altså 10 kroner, for en krones overskud i virksomheden. Er P/E værdien på 50? Så betaler du som investor 50 kroner, for en krones overskud i virksomheden.

P/E Værdien kan give dig en indikation på, om aktien er dyr eller billig. Er der høje forventninger til selskabet? Så kan P/E værdien dog være ualmindelig høj. Eksempelvis har de elektriske bilproducenter som TESLA haft en ekstremt høj P/E værdi, da investorerne har haft kæmpe forventninger til aktien i 2020.
Se derfor gerne på P/E værdien i kombination med selskabets rentabilitet, når du vurderer din investering. Se endvidere gerne på udviklingen over flere år.

Hold din aktieanalyse simpel

Vi har nu gennemgået en række nøgletal, der er relevante i forbindelse med analysen af et aktieselskab. For at gøre arbejdet simpelt for dig som aktionær, kan det være en god ide, at skabe et simpelt overblik i eksempelvis Excel.

Her kan du sætte udregningerne til at blive udført automatisk, hvorfor analysen kan laves hurtigere og flere virksomheders resultater kan sammenlignes.

Sammenlign gerne minimum to selskaber i konkurrence, over en tidshorisont på 3-5 år. På denne måde får du en idé om branchens udgangspunkt og udviklingen individuelt.

Aktieanalyse guide
Aktie strategi

Kvalitativt: Ledelse, Strategi m.v.

Med styr på en række nøgletal, er det blevet tid til anden del af vores analyse. Det er blevet tid til at se på vores kvalitative faktorer. Det er altså de blødere faktorer, der ikke kan måles i form af konkrete tal og værdier.

Via vores hårde værdier i den kvantitative analyse, kan vi forsøge at forudse virksomhedens fremtidige udvikling via regnskabet. Det kræver dog viden om virksomhedens ledelse, forretningsmodel, markedsudsigter og meget mere, for at kunne spå om fremtiden. 

Savner du inspiration og spændende aktieanalyser, så kan du ofte få tips og tricks til hvad du kan analysere i podcasts som millionærklubben. 

Forretningsmodel & ledelse

Virksomhedens forretningsmodel fortæller noget om, hvordan aktieselskabet vil skabe og levere værdi til kunderne. Endnu vigtigere fortæller forretningsmodellen også, hvordan selskabet skal tjene penge på dette. 

Som investor bør du altså undersøge virksomhedens forretningsmodel, herunder om du også i fremtiden tror på denne type. Overvej eksempelvis hvordan Blockbusters forretningsmodel blev kørt af banen, da streaming kom på banen.

I forlængelse af dette, er det vigtigt at undersøge selskabets ledelse. Her er det øverste ansvar omkring planlægning, strategi og indfrielse af de opstillede mål. Et er at selskabet giver udtryk for forretningsmodeller og mål – noget andet, om de rent faktisk kan eksekvere.

Markedsandel & konkurrence

Har selskabet en markant størrelse, vil dette ofte medføre fordele indenfor drift og konkurrence. Små virksomheder bliver lettere presset på priserne, hvilket medfører en større risiko forbundet med investeringen. 

Omvendt kan et stort selskab lettere stå imod eventuelt pres og kan ligeledes opkøbe eller konkurrere mod potentielle nye indtrængere på markedet.

Kunder & vækstpotentiale

Ved analyse af en aktie kan det være relevant, at se nærmere på selskabets kunder. Er kundegrundlaget smalt, vil eventuelle kontraktbrud have større konsekvenser for selskabet, end hvis selskabet har tonsvis af kunder. 

Se også gerne nærmere på fremtiden for det marked, som aktien opererer inden for. Tror du der er en fremtid for virksomhedens produkter? Har de muligheden for at vækste og udvide til nye markeder, eller sidder de omvendt i en situation hvor mulighederne er begrænsede?

På nuværende tidspunkt vil en investering i grøn energi nok have en lysere fremtid, end investering i producenter af cigaretter. Overvej simpelt, hvilken vej vi bevæger os langsigtet.

Lovgivning

I forlængelse af ovenstående afsnit bør du også overveje, om eventuelle reguleringer eller lovgivning kan spænde ben for selskabets forretninger i fremtiden. Eksempelvis tilføres der flere og flere reguleringer på industrier omkring gambling eller “sort” energi. 

Nogle industrier er bare mere regulerede end andre, hvilket i længden kan have stor indflydelse på selskabets nøgletal. Denne overvejelse er derfor vigtig at have med, i den fundamentale analyse af en aktie.

Vil du vide mere om henholdsvis teknisk- eller fundamental analyse af aktier? Så finder du et udvalg af gode bøger om emnet her. Interesserer du dig særligt for fundamental analyse, eller vil du være klogere på investering? – Så tag et kig på vores side: Boganbefalinger.

Vil du hjælpe os med at skabe det bedste indhold?

Vurder indlægget:

Tak for din bedømmelse!

Vil du hjælpe os med, at nå ud til flere personer?

Tak for din vurdering

Hvad kan vi forbedre?

Investering

Vil du være en del af klubben?

Modtag løbende opdateringer, unikt indhold & muligheden for at benytte vores brevkasse!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.