Investering på SU? Derfor bør du starte hurtigst muligt

Investering på SU

For mange studerende kan det virke helt uoverkommeligt, at skulle finde ekstra penge i budgettet til investering. Ofte er det nemmere at udskyde det, og finde på diverse undskyldninger for ikke at have råd til at investere – måned efter måned.

Naturligvis er din uddannelse en investering i sig selv. Men sandheden er bare, at langsigtet investering og renters rente virkelig kan gøre underværker. Derfor bliver det ofte anbefalet, at du sørger for at komme småt i gang med investering hurtigst muligt.

Investering for få midler er muligt, og det er også muligt uden at det er ligegyldigt eller decideret dumt. Jo hurtigere du får pengene til at arbejde for dig, jo hurtigere begynder snebolden at rulle, og du har derved muligheden for at opnå renters rente effekten.

Selvom det for nogen virker som yderst beskedne beløber, kan det med en længere tidshorisont blive til rigtig mange penge!

Forstå sneboldseffekten

Tiden er din bedste ven, når det handler om investering. Jo tidligere du kommer i gang, jo længere en periode vil renterne – altså dine procentvise afkast på investeringerne – have til at arbejde. Dette kaldes for sneboldeffekten – også kendt som renters rente.

Investerer du eksempelvis 1000 kroner om måneden? Så vil de penge, med et afkast på 7,2% om året, blive til 174.093 kroner på 10 år. Hvis du lader dem stå i 30 år? Så bliver de til 1.227.085 kroner og venter du i 50 år? Så bliver investeringen til intet mindre end 5.479.837 kroner.

Tidligere afkast er ikke en garanti for de fremtidige. Regnestykkets udgangspunkt på de 7,2% er dog taget ud fra en rapport omkring gennemsnitlige afkast for henholdsvis aktier, ejendom og obligationer.

Rapporten er lavet på baggrund af de sidste 145 års gennemsnit, og du kan finde alle tallene med mere, i dette indlæg om investeringer og afkast.

Hvilke muligheder er der for investering på SU?

Du er ikke anderledes end mange andre investorer, hvis du ønsker at investere på SU. Der findes utallige muligheder for investering, det handler blot om at vælge de rigtige.

Ved ønsket om at handle for lavere beløb, handler det ofte om at være opmærksom på kurtager eller gebyrer. Køber du eksempelvis aktier? Så sørg for at vælge en platform, hvor kurtagen er lav (Eller gratis) ved handel for lavere beløb.

Køb enkeltaktier på SU

Netop enkeltaktier er en mulighed, selv for investorerne der ønsker at investere mindre beløb i forbindelse med at være på SU eller lignende. Med stadig lavere kurtager (altså gebyret for at handle en aktie) er det efterhånden blevet muligt at investere for beløb helt ned til 1.000 kroner, uden at pengene blive spist af gebyrer.

Med enkeltaktier køber du dig ind i et enkelt selskab, hvilket gør at du er udsat for en større risiko. Køber du enkelte selskabers aktier? Så er du afhængig præstationen i dette eller disse enkelte selskaber.

Med mindre penge, vil det tage længere tid at få opbygget en portefølje af forskellige saktier, og derved opnå en fornuftig risikospredning.

Primært denne begrundelse gør at enkeltaktier umiddelbart ikke er den mest optimale løsning med få midler, hvis de skal stå alene i længere tid.

Vil du vide mere om enkeltaktier, så kan du læse mere i vores indlæg om netop investering i aktier.


Månedsopsparingen:

Stadig flere ”investeringsrobotter” kommer på markedet. Af de mere kendte kan blandt andet nævnes månedsopsparingen fra Nordnet eller JUNE fra Danske bank.

I bund og grund betaler du dine penge til en eller flere fonde sammen med en masse andre kunder. Denne fond køber så med tiden ind i en masse forskellige selskaber, inden for det område du har valgt. Det vil altså sige, at du i bund og grund opsætter en automatisk overførsel – herefter bliver pengene automatisk trukket og investeret hver måned.

Blandt fordelene her er, at du laver det der hedder Dollar-cost Averaging. Når du investerer en gang om måneden automatisk, er du nemlig sikret, at du aldrig køber aktierne når de er dyrest – men heller aldrig kun når de er billigst. Derfor ender du med på sigt, at købe aktierne til en fin gennemsnitspris. Læs eventuelt mere om investeringsstrategi her.

Crowdfunding & Crowdlending

Du har nok ikke råd til, at gå ud og købe en lejlighed som investering. Der er dog muligheder i de forskellige crowdfunding løsninger. Du kan blandt andet tage et kig på, at udlåne dele af dit månedlige rådighedsbelb – og derefter modtage renter for dette.

Andre alternativer som eksempelvis Kameo eller Brickshare tager ligeledes udgangspunkt i Crowdfunding, og kan være en billig måde at være eksponeret mod ejendomsmarkedet. Du kan læse om erfaringer med brickshare her.

SU lån til investering

I Danmark er det muligt, at tage et lån i forbindelse med studiet. Som udgangspunkt koster dette 4% i rente under studietiden, og efterfølgende koster det 1% i rente + diskontoen.

SU lånet anses for værende et af de billigste lån du kan tage, men det er ikke ensbetydende med at det er gratis for dig. Du bør derfor overveje, om det er en god idé at tage lånet – samt yderligere, om det er en god ide at investere for lånte penge.

Må man investere sit SU lån?

Der er intet der stiller sig i vejen for at vælge at investere et SU lån. Lånet kan være en hurtig måde, at blive eksponeret mod aktiemarkedet, men investering for lånte penge kan ligeledes skabe noget af en hovedpine.

Alt investering er forbundet med risiko – du risikerer altså at stå med et enormt tab på enten dele eller hele det lånte beløb. Overvej hvordan du vil sove om natten, hvis din investering for en periode vil falde med 40-50%?

Et er at tabe 50% på en investering der hedder 10.000. Noget andet er at gå fra 200.000 til 100.000, på få uger. Sagt med andre ord: Sæt dig godt ind i investering, risiko, differentiering og overvej altid om det er en god ide at investere – og særligt at investere for lånte penge.

Har du gæld?

Såfremt du har gæld med en høj rente, så kan det klart bedst betale sig at afbetale denne, før du begynder at investere dine penge. Chancen for, at du kan få et højere afkast end den rente du betaler for dit lån, er næppe særlig stor.

Husk endvidere din risiko. Med investering for små beløb, ender du hurtigt med at have hele din investering i enkelte investeringer. Når du investerer skal du gerne have fokus på at sprede dig ud over flere forskellige investeringer. Netop derfor er crowdfunding og månedsopsparingen gode bud på, hvad du bør undersøge yderligere.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *