Investeringsstrategi

En investeringsstrategi kan sagtens være både simpel, men også yderst effektiv for dig som investor. Grundlæggende betyder strategien blot, at du opsætter en række regler for dig selv og dine investeringer. Dette gøres for, at man har en Go-To plan i både gode og dårlige perioder. Hold dig altid til din strategi!
Her på siden forsøger vi at give den en ide og et overblik over, hvilke ting der kan være værd at have med i tankerne, når der skal laves en investeringsstrategi.

Er du klar til at investere?

Før du begiver dig ud i investeringerne, skal der slås et sidste slag for om du mon er parat? På trods af, at det kan være fedt bare at kaste sig ud i tingene – så kan der være store mængder af penge at spare, ved at investere i et par gode bøger om investering først.

Særligt som nybegynder vil din læringskurve være stejl (Forhåbentlig op-ad), og der kan virkelig undgås en masse unødige begynderfejl, samt spares en masse penge. Find god bøger om investering her.

Aktiv eller passiv investor?

Du bør først af alt overveje, hvor meget tid du vil bruge på at holde øje med dine investeringer. Som aktiv investor udvælger og handler du selv de enkelte aktier. Det er dit ansvar at holde øje med dem, og du køber og sælger nok en anelse mere end den passive investor gør.

At være aktiv investor kræver, at du er dygtig til at holde et overblik over dine investeringer. Endvidere skal du have tiden til at holde dig opdateret på de forskellige virksomheder du køber dig ind i.

En af fordelen ved at være aktiv investor er, at du kan lave et afkast der er bedre end markedet – hvis altså du er dygtig nok. Sandheden er bare, at det er størstedelen af investorerne ikke – og slet ikke på den lange bane (10+ år).

Som passiv investor overlader du ofte tingene mere til sig selv. Her foretages investeringerne ofte med længere tidshorisont. Eksempler kan være at købe og beholde aktier, indexforeninger, ejendomme eller lignende.

Målet med dette kunne være, at du på sigt vil modtage et løbende udbytte. Altså at du får pengene til at arbejde for dig, uden at du behøves at lave det store arbejde selv.

Tidshorisont og risikoprofil

Tidshorisonten for dine investeringer og den risiko du løber hænger stærkt sammen. Som ung investor bør du som udgangspunkt tage større risiko. Der er flere år at hente et eventuelt tab, og aktierne kan sagtens nå stige til nye højder efter eventuelle fald. Rammer du plet allerede som ung? Så kan renters rente endvidere virkelig være din ven.

Uanset din alder, så bør du have med i overvejelserne og din strategi, hvornår dine penge skal bruges. Skal du købe en bolig om to år, eller kommer pensionen nærmere? Så bør du med stor sandsynlighed ikke placere hele din formue i risikofyldt investering.

Investerer du hele din formue lige før et eventuelt stort fald (Og de kan komme både hurtigt og uanmeldt!) så risikerer du at stå med en formue, der på kort sigt er halveret. Så kan det godt være, at aktiemarkedet rejser sig igen – men, hvad skal det hjælpe hvis det tager 5 år før det kommer tilbage og du skal bruge pengene om 2?

Altså. Jo længere tid der er til pengene skal bruges, jo højere risiko kan du tåle at tage. Hav gerne med i overvejelserne, at spredning i flere eksempelvis aktier, ikke nødvendigvis redder dig fra et stort hug i porteføljen. Risikospredning sørger kun for, at du rammes mere som gennemsnittet, frem for hvis du kun er investeret i et par enkelte aktier eller lignende.

Uanset hvad, så bør du i din investeringsportefølje, overveje at sprede dine penge ud over flere forskellige investeringstyper. Eksempler kunne være at supplere aktierne med obligationer og ejendom.

Opbygning at investeringsportefølje

Når du skal opbygge din investeringsportefølje, så er der en del forskellige måder at skabe en form for samlet billede af, hvordan denne skal se ud. I dette tilfælde forsøger vi at beskrive opbygningen af porteføljen som et hus, hvilket forhåbentlig giver mere mening lige om lidt.

Hvordan dit investeringshus skal bygges, er naturligvis op til dig. Dette er blot ét eksempel. Husk at have ovenstående med i overvejelserne, og søg gerne hjælp for at få feedback på din strategi.

Som inspiration er her lavet et ‘aktiehus’ for en passiv investor, der har en meget lang tidshorisont – pengene skal måske først bruges om 20-30+ år.

Aktiehusets fundamentet

Fundamentet i vores aktiehus er det solide grundlag. Her har vi en stor %-del af vores samlede kapital, og vi sørger for at sprede vores risiko godt ud. Fundamentet kan blandt andet bestå af ejendom der er købt for at blive beholdt. Her kommer et stabilt udbytte i form af husleje, der så kan reinvesteres i mere ejendom eller andre investeringstyper. Hvis pengene ikke er store, kan man ligeledes komme ind på ejendomsmarkedet via REITs eller Crowdfunding-baserede platforme som Brickshare.

Endvidere kan fundamentet bestå af Investeringsforeninger. Foreningernes fonde indeholder ofte en stor mængde af forskellige aktier, hvilket er ensbetydende med, at du opnår en stor risikospredning.

Disse fonde kan købes via f.eks. Månedsopsparingen hos Nordnet, eller June fra Danske Bank. Det smarte ved netop disse er, at indbetaling og investering af dine penge kan sættes op fuldt automatisk. Læs vores guide til Nordnets månedsopsparing her.

Der findes ligeledes fonde som køber obligationer, og du kan derfor også have en procentdel af disse med i dit fundament. Husk dog at have risikoprofilen og tidshorisonten med i overvejelserne, når du skal vælge hvor stor en procentdel af obligationer du vil have.

Investeringens solide vægge

Oven på vores fundament, har vi brug for at få bygget vores solide vægge. Her er ikke en ligeså stor procentdel af det samlede investeringsbeløb, men det er stadig en af de tungeste poster. Væggene består som udgangspunkt af investeringer i store, solide aktieselskaber. I Danmark kunne et eksempel være Novo Nordisk.

Her kan du også overveje, om du vil have et specifikt fokus på eksempelvis udbytteaktier i din strategi, for at du løbende kan få lidt mere cash-flow. Modsætningen er vækstaktier, der ikke udbetaler udbytte, men i stedet ofte stiger mere i kurs. Selvom vi har et solidt fundament, er det også vigtigt at vi her vælger 5-10 solide selskaber. Gerne fra flere forskellige lande når nu vi er i gang.

Her kan også punkter som Crowdlending eller obligationer komme på banen som supplementer, men fortsat med stor spredning.

Investeringshusets tag

Taget på aktiehuset er en af de mindre poster. Her er der måske plads til en smule mere risiko, og selskaberne har måske ikke samme historik som de store erfarende vægge vi lige har beskrevet. Hvis du har lyst, er det her du kan tage en smule risiko i din strategi. Udvælg et par aktier som måske har en lovende fremtid, og lad disse indgå i porteføljen – måske det går godt for 2/3 af dem?

Husets lille skorsten

Højt at flyve, langt at falde. På toppen af huset, finder vi den lille skorsten. Den er ikke særlig stor i det samlede billede, men den kan have stor indflydelse på lang sigt. Skorstenen symboliserer højrisiko investeringerne.

Det kan være små beløb i et par virksomheder, som måske om 10 år, er det nye Tesla, Bitcoin eller noget helt tredje. Her skal du dog være klar på, at chancen for at du mister pengene er ligeså stor. Dette er grunden til, at det kun udgør en lille del af din samlede portefølje.

Som ny investor, skal du måske vente lidt med din skorsten. Det kan være en ide at starte præcis som med et rigtigt hus, nedefra og op.

Valg af børsmægler / handelsplatform

Når du har en idé om, hvordan dit strategi ser ud, er du ved at være klar til at gå i gang. Hvis du har læst nok, og føler dig klar? Ja så er det tid til at finde de platforme du skal handle på. Sørg for at sikre dig, at du benytter de bedste platforme. Benyt dig af erfarende investorer på forums eller lignende, og hør gerne dem hvor de handler.

Der er selvfølgelig ikke penge til det hele på en gang. Som ny investor kan det være en idé, at starte med at købe indexfonde. Dette er smart, fordi at man får en ide om hvordan markedet hænger sammen, uden at tage en særlig stor risiko. Endvidere får du allerede her taget de første spadestik, til opbyggelsen af fundamentet til dit aktiehus.

Exit-strategi

Det værste du kan gøre er, at sælge og købe dine investeringer i tide og utide. Det er super svært at time markedet, og der er ingen der rent faktisk ved hvad der kommer til at ske.

Endvidere er det dyrt i kurtage (Gebyrer) i længden.
Gør hellere op med dig selv fra start, hvad der præcis skal se før du sælger, eller hvad der præcis skal ske før du køber mere.

Måske du køber flere aktier hvis de falder, fordi du tror på virksomheden på den lange bane? Måske du sælger hvis aktierne falder med x procent?

Alt dette er op til dig – held og lykke med din investeringsrejse.

close
Investering

Vil du være en del af klubben?

Modtag løbende opdateringer, unikt indhold & muligheden for at benytte vores brevkasse!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *